Flyvernar

29724000_unknown“Kan I ikke lade være med at sparke i sædet dér bagved”. Den kommentar kom fra en mand, selv med ca 6 årig pige og kone. Frederik var kun netop blevet placeret på min mand i det her bælte man skal have på når man er under 2 år. Det er jo næsten umuligt at holde et lille barn der bliver halvtvunget i en sele i ro. Og manden FÅR altså nogle dask i ryggen. Jeg kan se hans utilfredsstillende ansigt, og tanken slår mig flere gange, om hans charter tur for børne familier nu er helt velovervejet.

Turen går, og vi er nogle timer igennem Frankrig, og selvfølgelig stadig i flyveren. Jeg ser sure blikke fra hans familie der sidder skråt foran mig, hvergang Frederik stikker dem et skrig eller et overtræt rullefald på gulvet. Jeg får rejst mig op, og prøver at få arrangeret hele banden på vores sæder, hvortil konen udbryder med en tydelig hentydning “det er jo heller ikke til at sove, når der er børn der bliver ved med at skrige”…. Aaaaaah 👊🏼 Så fik jeg ellers placeret DEN der midt i hendes ansigt…. i mine tanker ihvertfald. Jeg stod fuldstændig lamslået og hvor JEG havde lyst til at lave rullefald på hende… på gulvet. Jeg kunne ikke engang fremstamme en kommentar.

Hvorfor helvede tager man på charter ferie til Tenerife fyldt med småbørns familier? Og hvor DUM og intetanende har man lov at lyde og være!? Enten er deres barn adopteret ved 5 års alderen (det var hun så ikke kan jeg fortælle jer) eller også har de haft en meget eksemplarisk og velopdragent baby. Eller også har de aldrig fløjet før. Det er 3 scenarier jeg stiller op, men uanset hvad, så bør ethvert menneske eje SUND fornuft og have pli og være mindre egoistiske.

Børn har lige så meget ret til at være der som os andre. Der er ingen der er med på flyveren for at sove. Vi er der for af komme fra A til B.

Jeg har altid været meget nervøs for at mine børn skejede ud i en flyvemaskine og hvad folk mon tænkte, men jeg kan officielt fralægge mig de tanker. Fra idag kan det simpelthen ikke bekymre mig, hvad andre mennesker, der VED hvad de går ind til, tænker 🖐🏼 Hi5 til mig😉

Næste gang bør de bestille på business class.

winniebloch_signatur
   

Angst for angst…

Pulsen stiger, og jeg føler jeg drukner indvendig. Jeg mærker en tyngde for mit bryst og jeg føler jeg er ved at kollapse. Pulsen stiger i mit hovede, og jeg får bragende hovedpine.

Denne oplevelse overøser mig, da jeg sidder i et fly med min familie på vej til Spanien for 7 dage siden. En tur på 5 timer der i forvejen handler om ren overlevelse som en familie med 3 børn 😧

Jeg sidder i flyet og føler jeg må give op. Dét eller ringe 112. Begge dele er mig lige umulig. Jeg sidder ved vinduet, og jeg forstår ikke hvad der sker med mig. Jeg begynder bare at græde… det er som om dét er det eneste jeg kan lige der. Jeg er magtesløs, og min mand kigger bare på mig. Ryster på hovedet og bliver irriteret. Jeg har ikke kunne fortælle ham at jeg har det skidt. Jeg får kastet op, og får sågar også bedt om piller mod transport syge fordi at det jo må være dét.

På ferien har jeg tænkt meget over hændelsen. Det er det værste jeg har prøvet. Og det var uforklarligt. På et tidspunkt slår det mig om det var et angstanfald jeg mon har fået. Jeg har veninder der har haft det, eller stadig har det, og det har altid været svært at forstå hvordan det mon føles. Jeg har i forvejen rigtig svært ved at være ude blandt så mange mennesker, men jeg plejer normalt kun at få dårlig mave når stressen og utilpasheden sætter sig i mig. Denne gang var egentlig ikke anderledes, men min krop handlede sådan.

Lige nu, sidder jeg i flyvemaskinen på vej hjem. Jeg lagde en tur for dagen hvor endnu et “anfald” overfaldt mig allerede inden vi skulle med bussen til lufthavnen. Jeg skrev til en veninde om hun kunne hjælpe mig. Hun gav mig noget værktøj og jeg prøvede at bruge dem.

Har nogle af jer angst, og må jeg høre hvad der sker med jer, hvor ofte I har det og hvad I gør for at lade det slippe kroppen?

winniebloch_signatur

Jeg har konstant præstations angst!

Det kan godt være tingene ser legene let ud på Instagram, og hvis man ikke kender mig. Sandheden er den, at jeg må erkende, dét at være på et socialt medie, nogen gange giver mig mere stress, altså oprigtig stress, og jeg føler at jeg konstant skal præstere. Nogle gange ved jeg faktisk ikke, om det er dét værd, men alligevel kan man ikke rigtig slippe det.

Jeg har altid rodet meget, og har egentlig ikke haft nogen mening eller holdning til det. Ikke engang andres har jeg tænkt over. Det er først idag, når venner eller familie kommenterer på det.

Med årene har jeg lært mig selv meget at kende. Jeg har “opdaget” hvem jeg er, og tog et valg om, at der var nogle ting jeg ikke ønskede skulle være sådan. Tingene var heldigvis lette at arbejde med, når man ønskede det og var bevidst om det, og at det heldigvis kun var mig selv der skulle være med.

I takt med, mit selvværd steg da jeg blev mor, begyndte jeg også stille at kunne arbejde med min generthed. Jeg begyndte også at forstå, at jeg ikke længere kunne bo, som levede jeg i en slagmark. Min interesse for interior kom for 4 år siden, og derefter er det så taget til, men jeg er blevet enormt utryg, og hm…. ved ikke hvilket ord jeg skal bruge, men jeg tror at alle har en negativ holdning til de ting jeg gør. Jeg får stress når nogle bestemte mennesker skal hjem til mig, for hvad mon de ikke tænker. Og jeg kan ikke slippe det! Faktisk slapper jeg aller bedst af med mennesker der er helt nede på jorden, og som SELV tager rod for hvad dét er. For jeg roder stadig, og jeg er elendig til at organisere og holde orden.

Jeg ville ønske jeg kunne tænke “Fuck hvad de tænker, Winnie!” Og så gøre som jeg vil. Men det er som om, at hvis jeg ikke får fuld accept for de ting jeg gør tingene på, måden jeg opdrager på, måden jeg roder på, måden jeg rydder op på, eller hvad end det kunne være, så er det ikke godt nok. Det er enten eller, og sådan hader jeg at føle.

Jeg mødte en dejlig pige på IG der idag er min veninde. Vi bor i samme by. Det er først her 2 år efter at hun har inviteret mig hjem til hende, fordi hun følte hun ikke kunne vise sit hjem til mig pga måden jeg viste mit hjem på, og det bryder jeg mig naturligvis heller ikke om at nogen føler, eller skal føle hvis jeg skal hjem til nogen første gang. Især fordi, at selvom mit hjem er pænt på billeder, så roder der sindsygt meget andre steder – ihverfald udenfor linsen. Og Iøvrigt, boede hun mega dejligt, og i et hus der passede til DEM ❤️

winniebloch_signatur
   

Nogle gange drømmer jeg mig væk i en verden hvor jeg ikke er mor!


Det er næsten forbudt at sige, men det gør jeg altså. Jeg elsker at være mor, jeg elsker at have hænderne fulde, og jeg ELSKER ikke at vide hvad jeg skal lave, og føle rastløshed når min mand og jeg har børnefri, men alligevel hungrer jeg efter en hverdag hvor det bare er ham og jeg.

img_3232 img_3239 img_3288 img_7442 img_0360 img_0364 29724000_unknown 29989664_unknown

Jeg husker dårligt hvad vi lavede inden vi fik børn. Jeg husker heller ikke at jeg satte specielt meget pris på tilværelsen som kærestepar, udover når vi tog på charterferier til Spanien, og især satte pris på det IKKE var os der havde små børn men i flyveren. Ja, vi var et af de par der tog på familie ferier alene og alligevel rullede øjne af skrigene babyer, og gav desperate svedende forældre blikke fordi de ikke fik deres barn til at tie stille når jeg skulle sove i flyveren, og altså havde været oppe kl 03! Jeg forestillede mig slet ikke hvilken hektisk afgang de har har haft med 1-2-3 børn 😂 Idag er jeg een af de forældre 😁 Jeg har altid psyko diarré, snurrende fingre, og en mega stresset krop over at skulle afsted med “så mange” børn.

Nå, det var jo ikke dét emnet handlede om.

Min mand og jeg har planlagt at vi vil til London i julen – bare ham og jeg. Og F*** jeg glæder mig!

Min svigerinde har endnu ikke børn, og de rejser hele tiden. De dykker og nyder det, og ved de skal gøre det nu. Og jeg misunder dem. Jeg brugte sgu ikke min tid fornuftigt.

Gjorde I? Og hvad ville I ønske I havde gjort anderledes inden I fik børn?

😘

 

 

 

winniebloch_signatur

De sidste minutter… det sidste åndedrag…

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad i min lejlighed i Gentofte. Min mor var kommet på sygehuset igen med vand i lungerne og en masse andre ting. Det var som om ingen fortalte mig sandheden. Alle fortiede deres. Lægerne, familien og ikke mest hende selv. Min mor.

Hun spiste ikke. Som i IKKE. Hun levede kun af øl. Når jeg var derovre (her mener jeg i Esbjerg) fik jeg kuldegys.

Jeg husker opkaldet…….:..:. Min mor var død. 47 år. Hun var død af druk.

Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg ville reagere den dag min mor eller far døde. Jeg smed telefonen fra mig, og røg i gulvet. Jeg hulkede som aldrig før oplevet. Men jeg gik også i chok.

Noget tid forinden havde jeg skrevet hende et brev. Et “alkoholen eller mig” brev. Jeg turde ikke sende det. Jeg var konfliktsky ad helveds til. Hvis jeg bare havde nosser til, bare een gang, at konfrontere hende med hendes alkoholisme. Hun sad i kørestol fordi hun var så tynd. Hun var ligeglad. Ligeglade med sig selv – ligeglad med mig. Og det samme var hendes mor og far, og hendes bror. De døde alle sammen af “druk”. Jeg hader det ord, men det passer. De drak sig ihjel.

Jeg får ondt i sjælen, når jeg ser børn, hvis forældre også kan have trang til dét. Men her dømmer jeg ingen. Jeg taler bare af erfaring.

I dette år, er det 11 år siden hun sov ind i sin hospitalsseng. Hun druknede op indvendig. Jeg fik ikke sagt farvel. Jeg troede ikke hun ville dø, jeg troede bare hun var hypokonder, ligesom hele hendes familie.

Jeg fik aldrig givet hende brevet – tænk hvis hun var stoppet? Tænk hvis mine børn idag havde en mormor og ikke kun en stjerne på himlen ⭐️

winniebloch_signatur

Når familien trænger til at komme væk fra hverdagens strabadser…

Indlægget og opholdet er sponsoreret af lalandia

img_413231073440_unknownimg_4137img_4135img_413331072560_unknown31072752_unknown31073072_unknown31073296_unknown31073808_unknown

I weekenden blev vi sendt til Lalandia, for at afprøve deres nye Kids Area.

Som mange af jer ved, har vi tre børn i alderen 8, 5 og 20 mdr. Lalandia indholder mange aktiviteter til alle aldersgrupper. Vi var rundt omkring mange ting, men faktisk brugt vi meget tid på, bare at opholde os i hytterne. Hytter der i øvrigt giver een følelsen af, at man er på ferie i sverige. Vi lever til dagligt i byggerod, så for os, var det SÅ skønt at vi slet ikke skulle koncentrere os om andet end bare at være en familie samlet uden ROD!

Vi ankom fredag aften, så vi startede med at gå ned i centeret og spise på Bones, hvor der i øvrigt var legeområde på restaurenten.

Lørdag morgen stod vi op, og vi spiste morgenmad, og gik til stranden. Der ligger en store dejlig strand lige ned til den hytte vi boede i. Det var fantastisk at få kvalitets tid, og vi havde vores hund med. Han nød det virkelig også!

Derefter besluttede vi os for, at tage i Monkey Tunky land, så børnene kunne brænde noget krudt af inden frokost. Faktisk koloenormt legeland, hvor Filip og Nikoline nærmest for første gang i deres liv legede sammen. Vi blev selv små børn, min mand og jeg, og og ræsede på rutshe baner med lille Frederik, og mulede med ham i det bløde underlag.

Vi tog pizza med hjem i huset og Frederik fik sig en lille lur. Vi andre slappede af og snakkede. Roen fyldte os og det samme gjorde samtalerne med vores to store børn.

Det største øjeblik kom, da han vågnede og vi for alvor kunne indtage badelandet. Weheeeeeeee!!!

Vi delte os. Jeg tog med Frederik i det nye småbørns område Kids area. Det var fantastisk. Han væltede sig rundt i det varme vand, og det var bare ham og jeg. Ungerne kørte på rutshe baner med farmand, og dagen kunne ingen ende tage, og der var slet ikke timer nok, hvis man spurgte dem. De ville rundt over det hele. I et af bassinerne kommer der bølger som hvis man stod på en strand, det var også et hit at kunne hoppe i bølger. I et af de andre, kunne man svømme ind under et stort vandfald og ind i en grotte. Der var også udendørs arealer med jacuzzi (varmt vand) og med omkringliggende vand der var koldt og med et lille legeområde.

Vi har besluttet os for, at vi skal have sådan en tur hver 3 måned og jeg giver Lalandia  min varmeste anbefaling. Især hvis man ikke har mulighed for at rejse udenlandsk.

Se mere på deres Facebook side 

winniebloch_signatur
   

Bad mom #1

Vi fik forleden en mail fra Filips klasselære om, at der er tumult blandt drengene i klassen. Filip går i 2, og er 8 år. Han måtte flytte skole for 1 år siden da vi flyttede by.

Han havde en ret svær opstart i klassen, havde svært ved at falde til og skabte mange unødvendige konflikter.

Nå men for at vende tilbage fra denne her mail, så svarer jeg hans lærer, om vi ikke måtte bede om en samtale med dem. Dels for at få lidt af vide om Filips trivsel generelt, men også for at snakke lidt om konflikthåndteringen blandt drengene. Jeg fik et svar om, at de de sidste 3 uger havde skrevet på INTRA!! at man skulle melde sig til samråd. Altså forældresamtaler, og at det var “i aften” skrev hun.

Så sidder man der, fuldstændig tåbelig, og virker som en rigtig oplyst og engageret forælder…. eller ikke. Vi kom selvfølgelig til mødet, men det var faktisk ikke nogen særlig rar oplevelse eller samtale.

Kender I dét, at når man går derfra, så har man følelsen af, at man ikke har magtet sin opgave til fuldest som mor. Ja og far for den sags skyd, men han var ikke med.

Når filip går i skole, så er han i skole. Når han kommer hjem, så har vores hoveder været fyldt op med renovering, arbejde, daglige gøremål, en datter der også lige er startet i skole, overskue intraer osv osv. Vi har fuldstændig lagt hans læring over i deres hænder. Hans penalhus er altid one big mess, men det er MIN opgave at hjælpe ham med at hans ting er spidset, og fylde op med farveblyanter, viskelæder og alt dét som på mystisk vis forsvinder i et lille børne penalhus (?)

Sørge for at han har sine gummistøvler med HVER dag, og selvom vejrudsigten ikke umiddelbart viser regn. Filip er en meget følsom dreng, der tager ting med sig til timerne. Dvs at han også bliver nedslået hvis der ikke er styr på hans ting – MEN DET VIDSTE VI IKKE! 🙁

Vi har været alt for optaget af vores eget shit, og jeg fik simpelthen SÅ dårlig samvittighed! Vi læser ikke nok med ham, men sørger naturligvis for, at hans lektier er lavet.

Så lige forleden dag fik jeg et godt los i numsen. Er det bare mig, eller skal man lige “lære” hvad det egentlig er der forgår i sådan en klasse? Børnene ved alt, vi ved kun det intra fortæller os. Jeg ser det lidt ligesom at blive forældre til sit første barn. Det er første gang for alle, og man skal lige ind i gamet.

 

winniebloch_signatur

Lalandia.. en tur vi virkelig trængte til…

Indlægget er sponsoreret af Lalandia.

img_4120 img_4128 img_4130 img_4132 img_4133 img_4135

 

Vi har i lang tid været i gang med at renovere derhjemme, og vi har virkelig haft brug for et break, men nogle gange er det bare svært at handle på dét,  når man har så travlt.

Heldigvis inviterede Lalandia os til Rødby for at slappe af, men også mest for at give os oplevelsen i det nye Kids area.

Vi har tre børn, og alle tre vil noget forskelligt. En balstyrisk dreng på 8, der vil stå på fødder ned af rutsje banen. En pige der vil gå catwalk på gelænderet, men samtidighed vil dykke, plaske og flyde i det varme vand.

Jeg er ikke specielt vild med at vise mig i badetøj, og derfor kommer vi ikke sådanne steder. Jeg var skeptisk.

Oplevelsen viste sig at tage sig helt anderledes ud. Når man har 3 børn, er man nødt til at dele sig op efter børnenes behov. Jeg tog med Frederik – min lille dreng på 20 måneder ind i den nye Kids area. Et tropeparadis for små mennesker – bitte små mennesker.

Vandet var varmt, og der var en masse aktiviteter. Frederik er ikke specielt vild med pools når vi rejser, og vi rejser en del, men uden at lyve, har dette været vores mest positive oplevelse.

Jeg svømmede rundt derinde med ham, og lå i boblebad i det varme vand, mens min mand indtog vandrutsjebanerne 😁

Lalandia har en masse gode aktiviteter hvis man som familie har brug for at komme væk. Der er bowling, ski, kæmpe spilleområde, børneundeholdnig/show, trampolinhopning, golf, legepladser, vand udendørs og inddørs, og så ligger det ned til stranden. Vi tog vores hund med. Det hjalp de os også med, da vi på afrejse dagen måtte ringe og oplyse dem om dette. Vi havde fået et hus der ikke var til husdyr – hokus pokus, det rykkede de da bare rundt.

Læs om deres aktiviter  her

Ellers tjek deres facebook side ud her

Imorgen skal vi rejse hjem, men vi har haft den dejligste weekend indtil videre. Min varmeste anbefaling til andre børnefamilier.

Tak for turen 😘

winniebloch_signatur

At dele sol og vind lige….

Når man har tre børn, er kærligheden til alle ens børn lige stor, men måden man viser det på, kan være forskellig.

Nogle mennesker kan godt komme med kommentarer om at den største i børneflokken bliver overladt eller glemt til fordel for de andre. Nu ligger jeg også billeder op på de sociale medier af mine børn, men i dette tilfælde er det kun at mine to børn. Den mindste og min mellemste pige. Dét er ikke fordi jeg ELSKER dem højere end min store dreng Filip på snart 8, eller fordi jeg giver dem mest opmærksomhed. Det handler helt konkret om, at min instagram også er en slags arbejde for mig. Når jeg viser mine børn, er det som oftest fordi at jeg har fået sponsoreret noget tøj, som de to små mennesker skal vise. Filip hverken gider gå i fodformede chelsea boots fra Bisgaard sko, og jeg modtager bevidst heller ikke sko og tøj han skal vise, og det er for at respektere ham. Det er den ene ting – den anden ting er, at han gider altså ikke alt det gejl med at få taget billeder.

Jeg talte med min veninde forleden dag, der også har 3 børn. Nogle gange kan jeg få følelsen af, at jeg er utilstrækkelig, og at jeg ikke kan dele sol og vind lige. Jeg prøver at respektere mine børns grænser, ønsker og behov. Jeg kan mærke at jeg har et helt særligt “bånd”, hvis man kan kalde det dét, til lille Frederik på halvandet. Han er i den alder hvor han søger kram, og putteomsorg, på en anden måde end de andre to. Filip kommer hjem fra skole, og så løber han op på værelset og gamer. Nikoline sætter sig og tegner eller leger med perler. Det er ikke på samme måde, og det gør, at nogen kan synes at man ikke virker lige så glad for de større børn som for den mindste. Min veninde bekræftede mig i, at det er de samme kommentarer hun kan få.

Der er ingen tvivl om, at små børn kræver mere tid end de større. Og da vi ikke har prøvet at have “store” børn før, ved jeg ikke om de bliver sådan i takt med alderen, eller om det er noget de gør, fordi de ved at Frederik mere kræver vores opmærksomhed. Vi prøver at lave ting med de store alene også. Jeg har altid Nikoline med ned at handle alene – Filip er doven anlagt og gider aldrig med. Dennis har hende med ud og rengøre bil, vaske den osv. I weekenderne puttes Frederik ved normal tid ved 19 tiden, og derefter bruger vi tid med de store. Nikoline falder også nogenlunde tidligt i søvn på sofaen, og så har vi Filip alene. DET er dejligt!!!

Så måske er det ikke bare mig, men generelt når man har flere børn? Oplever I det samme?

winniebloch_signatur
   

Når man bliver forudindtaget og dømmende…

Det er ikke så tit jeg kommer ud blandt andre mennesker jeg ikke kender, og hvor det er en nødvendighed at mænge sig, være åben og vise oprigtig interesse og være dygtig til small talk. For at være ærlig, er jeg rigtig dårlig til alle delene, og jeg er ikke specielt vild med det. Jeg er faktisk meget LIDT vild med det.

Jeg har, da jeg var barn, været ekstremt genert, og været et af de børn der stod op af mine forældres ben, eller næsten sad på låret af dem til familie sammenkomster.

Jeg brugte meget tid hjemme, og på mit værelse. Jeg dyrkede mine hobbyer der forgik i vante omgivelser, men andet var jeg ikke specielt vild med.

Da jeg fik min første teenage kæreste som 15 årig, turde jeg næsten ikke snakke til ham. Jeg kan huske vi blev kærester om vinteren, og når jeg bliver forkølet sætter det sig som kriller hoste. Jeg var så genert at jeg ikke turde hoste foran ham, eller i busser, fordi jeg synes det var pinligt – hvad tænkte folk mon ikke om mig når jeg hostede?! Dette sidder faktisk stadig i mig. Jeg bliver flov og pinlig berørt når jeg hoster og får hoste anfald.

Jeg begyndte at gøre mere ud af mig selv da jeg arbejde i Illum som 22 årig, og der skulle man gå med masser af makeup, og jeg lagde mærke til, at mændende begyndte at kigge på mig, men jeg brød mig faktisk ikke om det! Turen fra Nørreport st og ned til illum igennem Købmagergade, gav mig skidepine, når folk sad ved deres cafe borde og hvis de kiggede på mig. Jeg bryder mig ikke om den slags opmærksomhed.

Mange har tit en forudindtaget holdning, og det er generelt – ikke kun hos mig. Mange tror, at hvis man er lidt pæn, og ovenidet måske lidt stille, SÅ er det fordi man er snobbet og arrogant, og det er egentlig lidt ærgerligt at vi dømmer hinanden så hårdt. Jeg har altid haft svært ved at snakke med folk jeg ikke kender. Min hjerne går i sort, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal, især, spørge om. Jeg er blevet bedre til, hvis det er mine børn der er i centrum, for så har vi noget at snakke om, men meget andet, synes jeg simpelthen er svært. Så hvis I en dag møder mig, så er det ikke fordi jeg ikke vil snakke eller vise interesse – jeg er bare pisse genert 🙂

 

winniebloch_signatur

Når du har stor appetit og gerne vil tabe dig….

Jeg har været i gang med mit projekt vægttab over flere omgange. Jeg falder altid i, fordi jeg har en virkelig stor appetit, og her mener jeg virkelig. Jeg spiser lige så meget som en dobbelt fuldvoksen mand, og jeg har så møg svært ved at blive mæt når jeg er på kur, så derfor ender jeg altid med den lette løsning, nemlig junk eller andet der mætter.

Jeg ved at man kan få alt muligt i MATAS der skulle nedsætte appetit og alt muligt, men det skal næsten være ulovligt og fyldt med efedrin før det virker, men SÅ……. faldt jeg ud af, at jeg kan drikke et glas med et brev Diet fiber gel inden jeg spiser mad. Gelen skaber en mæthedsfornemmelse og hjælper med at forhindre unødvendig småspisen mellem måltiderne, og no shit sherlok – DET VIRKER!

 

 

 

 

winniebloch_signatur

Få fat i mine borde!!

Så kan jeg fortælle jer, at mine borde igen er på lager, og at du kan købe dem i flere forskellige farver. Men I skal skynde jer, for de bliver REVET væk! 🙂

Jeg har dem i sort, og jeg elsker at de er så enkle og minimalistiske. DOG har jeg lige købt dem i “antikmessing” da jeg for tiden har en svaghed for gyldne toner.

img_3327

Køb bordet i lavt sort her

Køb bordet i højt sort her

img_3493

Køb bordet i lavt antikmessing her

Køb bordet i højt antikmessing her

 

God shoppelyst 🙂

winniebloch_signatur