Familie forøgelse – når desserten pludselig bliver som en dårlig mor.

For lidt over 2 år siden, sidder jeg på mit arbejde. Jeg assisterer ved en tandlæge og kunne godt mærke, at trætheden overvandt mig. Jeg faldt næsten i søvn ved stolen. Når jeg kørte hjem måtte jeg stoppe ind på vejen og tage en powernap. Jeg kunne ikke forstå jeg var så træt. Jeg var begyndt at træne og troede at det var min sunde kost oh træning der udskød min mens – det havde den gjort mange gange før!

En torsdag sidder jeg på arbejdet, og fik ondt i maven… på en underlig måde.

Jeg HAVDE testet omkring min mens, men den var negativ så jeg vidste jo godt jeg ikke var gravid. Jeg går ind og læser om at være gravid uden for livmoderen, og at det kunne give smerter, og tilmed en negativ test. Jeg ringer til lægen og får en akut tid samme dag.

Jeg tog til lægen og regnede stærkt med, at det var tilfældet. Efter en tisseprøve, og efter en meget rolig Winnie, vender lægen sig om i sine nitril handsker med min stik i en plastikkop med mit tis i…. afbryder hun mig med et smil og med et; “Du er såmænd bare gravid, Winnie”. Jeg var slet ikke klar på den melding! Godt nok havde vi forsøgt noget tid, men vi var også stoppet med at prøve fordi vi blev lidt skræmte over tanken om 3 børn, men den var sgu god nok. Jeg var gravid. 19 dage over tid, og 7 uger henne. 😳

Hvordan ringer man lige til sin mand på jobbet og fortæller ham, at han skal være far (igen!?) 😆 Han troede ikke på mig… som i slet ikke.

Nå, men altså… vi kaldte “den” for desserten. Vi havde Filip, han var vores forret. Nikoline vores hovedret, og Frederik desserten – hvem er ikke til en 3 retters menu? Det var VI, og da vi var kommet os over chokket, glædede vi os til at få een mere – en lille “sidste”.

img_3876 img_4489   img_2818 img_7209Jeg har haft nemt ved at være mor til 2. Helt upåklageligt. Tålmodighed, og evnede at blive mor 1 gang, selvom jeg var grøn. Helt grøn!

Tingene kan se legene let ud, men hvad mange af jer ikke ved er, at det faktisk var rigtig svært for mig at blive mor til den lille dessert. Jeg havde svært ved at knytte til mig til ham. Min mand måtte tage over, og nærmest træde til. Jeg følte han var til låns, og ikke mit hjertebarn. Heller ikke selvom jeg virkelig prøvede! Jeg følte ikke jeg elskede ham, jeg følte han havde ødelagt vores familie, for han var kun til besvær. Han var låst i ryggen og græd konstant, han var ydermere også ørebarn hvilket var ret nyt for os og noget vi først fandt ud af efter laaaaaang tid, men jeg følte virkelig trang til at smide ham ud af vinduet. Alligevel virkede jeg udadtil til at kunne klare det.

Sundhedsplejersken kom en dag på 3 besøg, og jeg virkede fortsat helt cool. Jeg skulle tage en test, som var for at lave statestik og teste mødre for fødselsdepression. Da jeg havde lavet den, og naturligvis svaret helt ærligt, kiggede hun bare på mig, og uden at sige noget vidste jeg hvad hun tænkte. Jeg brød sammen af skam, mens jeg kiggede på mit lille barn. Jeg kunne ikke forklare mine følelser eller tanker, jeg foragtede dem, men jeg kunne ikke flygte fra dem.

I det samme kom min mand hjem, og jeg tørrede tårene væk og blinkede ihærdigt for at viske de våde øjne væk.

Han sætter sig i stolen foran os, og er egentlig meget munter, da sundhedsplejersken siger

“Hun har det ikke godt winnie, hva?”

“Nej hun er træt…” svarer han med et beskedent smil.

Den dag fik vi en masse svar. Jeg havde en fødselsdepression men skulle nok selv klare mig igennem den uden læge og psykolog hjælp.

Min mand og hans familie (især hans mor’s) forståelse og hjælp, hjalp rigtig meget. De aflastede mig, og gav mig især plads og tid til at sove.

Mine følelser for dette lille menneske kom hurtigt, og idag er de stærkere end jeg dårligt kan beskrive. Jeg forguder ham, dyrker ham og indhenter. Jeg kan ikke indhente, men jeg kan være nærværende og vise ham kærlighed.

Det er intet tabu at erkende man har brug for hjælp. Heller ikke selvom man har prøvet det før, og det ellers var upåklageligt. Man kan ikke styre sine følelser, så vær åben omkring det.

 

 

winniebloch_signatur
   

4 kommentarer

  • Anette

    Blev helt rørt af dit indlæg 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bianca

    Kære winni hvor er du bare sej at du tør at stå fem og fortælle hvordan du har haft det ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Vil bare sige tak fordi du deler så åbent og ærligt herinde, både om din sorg omkring dine forældre og også dette indlæg. Det er stort og rørende læsning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Sikke en fin beretning💕 Det rør i mit hjerte af flere årsager men mest af alt fordi du fortæller det så fint og ærligt💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man bliver født ind i den forkerte familie og ville ønske man kunne vælge en ny...