Livets krise....

Hvorfor hjælper man ikke et barn i nød?

Reklame.

Mens jeg var barn, gennemgik jeg en svær skolegang. Ikke fordi jeg var rebelsk, jeg var i virkeligheden slet ikke sådan een der snakkede eller svarede lærene imod. Jeg havde bare for meget omkring mig, i min familie, som gjorde at jeg ikke kunne være til stede da jeg gik i skole. Jeg endte i timer hvor jeg fik sær-undervisning, men dette var alligevel til ingen nytte. Min force var heldigvis dansk, men hvis du spørger mig om andre fag, så stod jeg af toget lang tid før, min hjerne begyndte at virke.

Jeg sad til utallige af møder med mine forældre og klasselæren, og de andre lærer, for at finde en løsning på, hvordan vi kunne gøre en skolegang delvist normaliseret for mig. I midten af 9ende klasse tog jeg et valg om, at jeg ville stoppe med at gå i skole, og jeg blev bare væk. Vel at mærke selvom jeg stadig boede hjemme! Mine forældre var skilt, og hvor jeg prøver at huske tilbage på tiden, kan jeg faktisk ikke huske hvorfor ingen forældre greb ind og TVANG mig i skole!

Jeg sidder til mit 2 møde med psykologen, og hun forklarer mig, at min familie formentlig udadtil, havde lignet den perfekte familie. Vi boede i en skøn stor Villa, og mine forældre var flotte, velklædte og velplejede. Min mor havde sin egen frisør salon, og min far var elektronik teknikker hos TDC. I det skjulte, og bag de lukkede døre, så familien bare HELT anderledes ud. Hun forklarede mig, at det var fordi, at min far, forsøgte at pudse facaden op, for alle de revner der var i den, så ingen kunne se, hvilken tilværelse vi havde med masser af druk. HAN var ikke slem, det var mest min mor. Min far tog sig af mig, for hun var oftest fuld når hun kom hjem fra arbejde.

Først her i mine voksenår, og efter jeg talte med psykologen, slog det mig; Er der virkelig INGEN, INGEN, der har vidst hvilke “kår” jeg kom fra? Hvorfor var der ingen der reddede mig? Hvorfor lavede mine lærer ikke dét, man idag ikke ville tøve et sekund med, at lave en indberetning på min familie? Ikke fordi jeg ville ønske en plejefamilie, men veninders forældre, mine forældres venner, NOGEN? Hvorfor var der ingen der hjalp mig?

Jeg besluttede mig derfor for en dag, at skrive til min Dansk lærer. Simpelthen for at høre, hvordan hendes øjnene så, siden hun fik mig i 1 klasse. Det første hun skriver er, at jeg har været hendes dårlige samvittighed lige siden hun lærte mig at kende. Hvordan tror I dét er at få af vide? At HUN (og sikkert flere) har været bevidst om, at DET liv denne lille søde, generte og ydmyge pige levede, var forfærdeligt, men at man ikke hjalp hende?

Jeg ved ikke hvordan mit liv havde set ud den dag idag, hvis der var blevet gjort noget ved dét, men jeg ved til gengæld, at JEG gerne vil være pleje forældre til børn til alkoholikere, når jeg får så store børn, at jeg må dét. Har du selv en forælder, der drikker for meget. Så læs med her

 

winniebloch_signatur

2 kommentarer

  • Helle Vilsner

    Kære Winnie
    Det er bare godt skrevet. Du beskriver min barndom. Et hus med en alkoholiseret mor og ingen gjorde noget som helst. Alle i byen vidste tilsyneladende, hvad der foregik i vores hus, men ingen greb ind. Jeg har aldrig talt med min lærer om det, men lur mig om hun ikke vidste besked. Puha.
    Mange hilsner
    Helle, Ellas mor 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, superb website layout! How long have you been blogging for?
    you made blogging look easy. The overall look of your site
    is great, as well as the content!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livets krise....