Flyvernar

29724000_unknown“Kan I ikke lade være med at sparke i sædet dér bagved”. Den kommentar kom fra en mand, selv med ca 6 årig pige og kone. Frederik var kun netop blevet placeret på min mand i det her bælte man skal have på når man er under 2 år. Det er jo næsten umuligt at holde et lille barn der bliver halvtvunget i en sele i ro. Og manden FÅR altså nogle dask i ryggen. Jeg kan se hans utilfredsstillende ansigt, og tanken slår mig flere gange, om hans charter tur for børne familier nu er helt velovervejet.

Turen går, og vi er nogle timer igennem Frankrig, og selvfølgelig stadig i flyveren. Jeg ser sure blikke fra hans familie der sidder skråt foran mig, hvergang Frederik stikker dem et skrig eller et overtræt rullefald på gulvet. Jeg får rejst mig op, og prøver at få arrangeret hele banden på vores sæder, hvortil konen udbryder med en tydelig hentydning “det er jo heller ikke til at sove, når der er børn der bliver ved med at skrige”…. Aaaaaah 👊🏼 Så fik jeg ellers placeret DEN der midt i hendes ansigt…. i mine tanker ihvertfald. Jeg stod fuldstændig lamslået og hvor JEG havde lyst til at lave rullefald på hende… på gulvet. Jeg kunne ikke engang fremstamme en kommentar.

Hvorfor helvede tager man på charter ferie til Tenerife fyldt med småbørns familier? Og hvor DUM og intetanende har man lov at lyde og være!? Enten er deres barn adopteret ved 5 års alderen (det var hun så ikke kan jeg fortælle jer) eller også har de haft en meget eksemplarisk og velopdragent baby. Eller også har de aldrig fløjet før. Det er 3 scenarier jeg stiller op, men uanset hvad, så bør ethvert menneske eje SUND fornuft og have pli og være mindre egoistiske.

Børn har lige så meget ret til at være der som os andre. Der er ingen der er med på flyveren for at sove. Vi er der for af komme fra A til B.

Jeg har altid været meget nervøs for at mine børn skejede ud i en flyvemaskine og hvad folk mon tænkte, men jeg kan officielt fralægge mig de tanker. Fra idag kan det simpelthen ikke bekymre mig, hvad andre mennesker, der VED hvad de går ind til, tænker 🖐🏼 Hi5 til mig😉

Næste gang bør de bestille på business class.

winniebloch_signatur

Angst for angst…

Pulsen stiger, og jeg føler jeg drukner indvendig. Jeg mærker en tyngde for mit bryst og jeg føler jeg er ved at kollapse. Pulsen stiger i mit hovede, og jeg får bragende hovedpine.

Denne oplevelse overøser mig, da jeg sidder i et fly med min familie på vej til Spanien for 7 dage siden. En tur på 5 timer der i forvejen handler om ren overlevelse som en familie med 3 børn 😧

Jeg sidder i flyet og føler jeg må give op. Dét eller ringe 112. Begge dele er mig lige umulig. Jeg sidder ved vinduet, og jeg forstår ikke hvad der sker med mig. Jeg begynder bare at græde… det er som om dét er det eneste jeg kan lige der. Jeg er magtesløs, og min mand kigger bare på mig. Ryster på hovedet og bliver irriteret. Jeg har ikke kunne fortælle ham at jeg har det skidt. Jeg får kastet op, og får sågar også bedt om piller mod transport syge fordi at det jo må være dét.

På ferien har jeg tænkt meget over hændelsen. Det er det værste jeg har prøvet. Og det var uforklarligt. På et tidspunkt slår det mig om det var et angstanfald jeg mon har fået. Jeg har veninder der har haft det, eller stadig har det, og det har altid været svært at forstå hvordan det mon føles. Jeg har i forvejen rigtig svært ved at være ude blandt så mange mennesker, men jeg plejer normalt kun at få dårlig mave når stressen og utilpasheden sætter sig i mig. Denne gang var egentlig ikke anderledes, men min krop handlede sådan.

Lige nu, sidder jeg i flyvemaskinen på vej hjem. Jeg lagde en tur for dagen hvor endnu et “anfald” overfaldt mig allerede inden vi skulle med bussen til lufthavnen. Jeg skrev til en veninde om hun kunne hjælpe mig. Hun gav mig noget værktøj og jeg prøvede at bruge dem.

Har nogle af jer angst, og må jeg høre hvad der sker med jer, hvor ofte I har det og hvad I gør for at lade det slippe kroppen?

winniebloch_signatur

Jeg har konstant præstations angst!

Det kan godt være tingene ser legene let ud på Instagram, og hvis man ikke kender mig. Sandheden er den, at jeg må erkende, dét at være på et socialt medie, nogen gange giver mig mere stress, altså oprigtig stress, og jeg føler at jeg konstant skal præstere. Nogle gange ved jeg faktisk ikke, om det er dét værd, men alligevel kan man ikke rigtig slippe det.

Jeg har altid rodet meget, og har egentlig ikke haft nogen mening eller holdning til det. Ikke engang andres har jeg tænkt over. Det er først idag, når venner eller familie kommenterer på det.

Med årene har jeg lært mig selv meget at kende. Jeg har “opdaget” hvem jeg er, og tog et valg om, at der var nogle ting jeg ikke ønskede skulle være sådan. Tingene var heldigvis lette at arbejde med, når man ønskede det og var bevidst om det, og at det heldigvis kun var mig selv der skulle være med.

I takt med, mit selvværd steg da jeg blev mor, begyndte jeg også stille at kunne arbejde med min generthed. Jeg begyndte også at forstå, at jeg ikke længere kunne bo, som levede jeg i en slagmark. Min interesse for interior kom for 4 år siden, og derefter er det så taget til, men jeg er blevet enormt utryg, og hm…. ved ikke hvilket ord jeg skal bruge, men jeg tror at alle har en negativ holdning til de ting jeg gør. Jeg får stress når nogle bestemte mennesker skal hjem til mig, for hvad mon de ikke tænker. Og jeg kan ikke slippe det! Faktisk slapper jeg aller bedst af med mennesker der er helt nede på jorden, og som SELV tager rod for hvad dét er. For jeg roder stadig, og jeg er elendig til at organisere og holde orden.

Jeg ville ønske jeg kunne tænke “Fuck hvad de tænker, Winnie!” Og så gøre som jeg vil. Men det er som om, at hvis jeg ikke får fuld accept for de ting jeg gør tingene på, måden jeg opdrager på, måden jeg roder på, måden jeg rydder op på, eller hvad end det kunne være, så er det ikke godt nok. Det er enten eller, og sådan hader jeg at føle.

Jeg mødte en dejlig pige på IG der idag er min veninde. Vi bor i samme by. Det er først her 2 år efter at hun har inviteret mig hjem til hende, fordi hun følte hun ikke kunne vise sit hjem til mig pga måden jeg viste mit hjem på, og det bryder jeg mig naturligvis heller ikke om at nogen føler, eller skal føle hvis jeg skal hjem til nogen første gang. Især fordi, at selvom mit hjem er pænt på billeder, så roder der sindsygt meget andre steder – ihverfald udenfor linsen. Og Iøvrigt, boede hun mega dejligt, og i et hus der passede til DEM ❤️

winniebloch_signatur

Nogle gange drømmer jeg mig væk i en verden hvor jeg ikke er mor!


Det er næsten forbudt at sige, men det gør jeg altså. Jeg elsker at være mor, jeg elsker at have hænderne fulde, og jeg ELSKER ikke at vide hvad jeg skal lave, og føle rastløshed når min mand og jeg har børnefri, men alligevel hungrer jeg efter en hverdag hvor det bare er ham og jeg.

img_3232 img_3239 img_3288 img_7442 img_0360 img_0364 29724000_unknown 29989664_unknown

Jeg husker dårligt hvad vi lavede inden vi fik børn. Jeg husker heller ikke at jeg satte specielt meget pris på tilværelsen som kærestepar, udover når vi tog på charterferier til Spanien, og især satte pris på det IKKE var os der havde små børn men i flyveren. Ja, vi var et af de par der tog på familie ferier alene og alligevel rullede øjne af skrigene babyer, og gav desperate svedende forældre blikke fordi de ikke fik deres barn til at tie stille når jeg skulle sove i flyveren, og altså havde været oppe kl 03! Jeg forestillede mig slet ikke hvilken hektisk afgang de har har haft med 1-2-3 børn 😂 Idag er jeg een af de forældre 😁 Jeg har altid psyko diarré, snurrende fingre, og en mega stresset krop over at skulle afsted med “så mange” børn.

Nå, det var jo ikke dét emnet handlede om.

Min mand og jeg har planlagt at vi vil til London i julen – bare ham og jeg. Og F*** jeg glæder mig!

Min svigerinde har endnu ikke børn, og de rejser hele tiden. De dykker og nyder det, og ved de skal gøre det nu. Og jeg misunder dem. Jeg brugte sgu ikke min tid fornuftigt.

Gjorde I? Og hvad ville I ønske I havde gjort anderledes inden I fik børn?

😘

 

 

 

winniebloch_signatur

De sidste minutter… det sidste åndedrag…

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad i min lejlighed i Gentofte. Min mor var kommet på sygehuset igen med vand i lungerne og en masse andre ting. Det var som om ingen fortalte mig sandheden. Alle fortiede deres. Lægerne, familien og ikke mest hende selv. Min mor.

Hun spiste ikke. Som i IKKE. Hun levede kun af øl. Når jeg var derovre (her mener jeg i Esbjerg) fik jeg kuldegys.

Jeg husker opkaldet…….:..:. Min mor var død. 47 år. Hun var død af druk.

Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg ville reagere den dag min mor eller far døde. Jeg smed telefonen fra mig, og røg i gulvet. Jeg hulkede som aldrig før oplevet. Men jeg gik også i chok.

Noget tid forinden havde jeg skrevet hende et brev. Et “alkoholen eller mig” brev. Jeg turde ikke sende det. Jeg var konfliktsky ad helveds til. Hvis jeg bare havde nosser til, bare een gang, at konfrontere hende med hendes alkoholisme. Hun sad i kørestol fordi hun var så tynd. Hun var ligeglad. Ligeglade med sig selv – ligeglad med mig. Og det samme var hendes mor og far, og hendes bror. De døde alle sammen af “druk”. Jeg hader det ord, men det passer. De drak sig ihjel.

Jeg får ondt i sjælen, når jeg ser børn, hvis forældre også kan have trang til dét. Men her dømmer jeg ingen. Jeg taler bare af erfaring.

I dette år, er det 11 år siden hun sov ind i sin hospitalsseng. Hun druknede op indvendig. Jeg fik ikke sagt farvel. Jeg troede ikke hun ville dø, jeg troede bare hun var hypokonder, ligesom hele hendes familie.

Jeg fik aldrig givet hende brevet – tænk hvis hun var stoppet? Tænk hvis mine børn idag havde en mormor og ikke kun en stjerne på himlen ⭐️

winniebloch_signatur
Older posts