Knivens snit

For 8 år siden, kom min ældste søn til verden ved kejsersnit. Det var, for så vidt, egentlig okay, men til jer der har fået kejsersnit, kender i sikkert også til den (lille) delle der kan komme over skam benet, og nederst på maven, forårsaget af skæv syning eller overflødig hud. Jeg havde ikke gener af det efter ham, og kun en anelse da jeg fødte Nikoline “rigtigt” 2 år senere, men efter jeg fik Frederik for 2 år siden, og min mave var KÆMPE, FIK jeg dén pølse der – uanset hvor meget jeg taber mig – stadig er der. Jeg gemmer den under min trusse, min bikini eller i det hele taget bare prøver at gemme den. Men den er der, om jeg vil det eller ej.

Mit selvværd er i bunden, og jeg kan ikke leve med, at jeg som 33 årig, føler mig hemmet af andet der ikke skyldes almindelig overvægt.

Jeg har derfor besluttet, at jeg vil have gjort noget ved det. Ikke for andres skyld, men for min egen.

Jeg har bestilt tid hos Nygart den 4 april, til en forundersøgelse. Jeg vil gerne have strammet mit maveskind op – det man også kalder “maveplastik”, og få fjernet den pølse, og jeg har i sinde at gøre det. Jeg skal ikke have flere børn, og jeg er stadig ung.

Jeg ved godt man enten er for eller imod plastik kirurgi. Jeg gør det ikke for, at andre skal beundres af mig, men udelukkende for mig selv og mit selvværd, og så jeg kan beundre mig selv ❤️

 

 

winniebloch_signatur

Angst for at miste…. eller?

Forleden dag, kom en person der er mig meget nær, akut på sygehuset med brystgener om aftenen, og blev hentet med ambulance. Den respektive har en partner, og idet jeg snakker med personen (partneren) der tager det overraskende roligt og er derhjemme, blev jeg grebet af en ekstremt underlig følelse. Vi alle sammen ved, at ting kan ske rigtig hurtigt, og det er næsten ligegyldigt hvad alder man har. Da vi ligger på, bryder jeg sammen, selvom det i virkeligheden skulle have været en vis anden person der burde gøre det, men jeg blev ramt af en kæmpe angst for at miste igen.

Een ting er, at man er bange for at miste i generelthed, men jeg kunne nærmest mærke i min egen krop, hvordan jeg havde det da jeg mistede mine forældre, og mest, hvordan nogle personer ville reagere hvis (og når) denne person går bort. Det er en person der er meget elsket og som ikke kan undværes, og som vil skabe et kæmpe hul – både i vores hjerte men også i vores liv og hverdag – men på en måde, blev jeg lettet. Det er underligt at sige. Ikke lettet over “den person” men lettet over, at mine forældre jo ER døde, og jeg slipper for frygten for, at DE engang gør det. Er det en underlig tanke? Er der andre der kan tænke som jeg gør?

Personen er kommet hjem igen, og alt er OK ❤️ 

winniebloch_signatur

Rabatkode til Desenio

*Annonce i samarbejde med www.desenio.dk

 

 

b4cdb1b1-dc19-4f9a-99a9-56d71786554a 7a5caf72-ba6f-4f4b-866f-a99065c63280

159b9982-c273-47da-965a-ae45dd8a6684

1e336afc-080d-443b-8af3-1000075c037e

11ba120a-fc79-476d-bd0f-5e6a540fea6d

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker postere, og jeg elsker at lave store flotte billede collager 😍 Jeg er ikke så vild med farver, og fortrækker minimalistiske, anderledes postere, bla. “Kate Moss” eller “pigen der kigger ud af vinduet”. De har et meget blandet udvalg, og til enhver smag.

I kan nu købe postere til 25% med koden “homeofbloch” som gælder mellem den 13-15 marts. *gælder ikke handpicked /collaboration postere eller rammer ☺️

 

winniebloch_signatur

Flyvernar

29724000_unknown“Kan I ikke lade være med at sparke i sædet dér bagved”. Den kommentar kom fra en mand, selv med ca 6 årig pige og kone. Frederik var kun netop blevet placeret på min mand i det her bælte man skal have på når man er under 2 år. Det er jo næsten umuligt at holde et lille barn der bliver halvtvunget i en sele i ro. Og manden FÅR altså nogle dask i ryggen. Jeg kan se hans utilfredsstillende ansigt, og tanken slår mig flere gange, om hans charter tur for børne familier nu er helt velovervejet.

Turen går, og vi er nogle timer igennem Frankrig, og selvfølgelig stadig i flyveren. Jeg ser sure blikke fra hans familie der sidder skråt foran mig, hvergang Frederik stikker dem et skrig eller et overtræt rullefald på gulvet. Jeg får rejst mig op, og prøver at få arrangeret hele banden på vores sæder, hvortil konen udbryder med en tydelig hentydning “det er jo heller ikke til at sove, når der er børn der bliver ved med at skrige”…. Aaaaaah 👊🏼 Så fik jeg ellers placeret DEN der midt i hendes ansigt…. i mine tanker ihvertfald. Jeg stod fuldstændig lamslået og hvor JEG havde lyst til at lave rullefald på hende… på gulvet. Jeg kunne ikke engang fremstamme en kommentar.

Hvorfor helvede tager man på charter ferie til Tenerife fyldt med småbørns familier? Og hvor DUM og intetanende har man lov at lyde og være!? Enten er deres barn adopteret ved 5 års alderen (det var hun så ikke kan jeg fortælle jer) eller også har de haft en meget eksemplarisk og velopdragent baby. Eller også har de aldrig fløjet før. Det er 3 scenarier jeg stiller op, men uanset hvad, så bør ethvert menneske eje SUND fornuft og have pli og være mindre egoistiske.

Børn har lige så meget ret til at være der som os andre. Der er ingen der er med på flyveren for at sove. Vi er der for af komme fra A til B.

Jeg har altid været meget nervøs for at mine børn skejede ud i en flyvemaskine og hvad folk mon tænkte, men jeg kan officielt fralægge mig de tanker. Fra idag kan det simpelthen ikke bekymre mig, hvad andre mennesker, der VED hvad de går ind til, tænker 🖐🏼 Hi5 til mig😉

Næste gang bør de bestille på business class.

winniebloch_signatur

Angst for angst…

Pulsen stiger, og jeg føler jeg drukner indvendig. Jeg mærker en tyngde for mit bryst og jeg føler jeg er ved at kollapse. Pulsen stiger i mit hovede, og jeg får bragende hovedpine.

Denne oplevelse overøser mig, da jeg sidder i et fly med min familie på vej til Spanien for 7 dage siden. En tur på 5 timer der i forvejen handler om ren overlevelse som en familie med 3 børn 😧

Jeg sidder i flyet og føler jeg må give op. Dét eller ringe 112. Begge dele er mig lige umulig. Jeg sidder ved vinduet, og jeg forstår ikke hvad der sker med mig. Jeg begynder bare at græde… det er som om dét er det eneste jeg kan lige der. Jeg er magtesløs, og min mand kigger bare på mig. Ryster på hovedet og bliver irriteret. Jeg har ikke kunne fortælle ham at jeg har det skidt. Jeg får kastet op, og får sågar også bedt om piller mod transport syge fordi at det jo må være dét.

På ferien har jeg tænkt meget over hændelsen. Det er det værste jeg har prøvet. Og det var uforklarligt. På et tidspunkt slår det mig om det var et angstanfald jeg mon har fået. Jeg har veninder der har haft det, eller stadig har det, og det har altid været svært at forstå hvordan det mon føles. Jeg har i forvejen rigtig svært ved at være ude blandt så mange mennesker, men jeg plejer normalt kun at få dårlig mave når stressen og utilpasheden sætter sig i mig. Denne gang var egentlig ikke anderledes, men min krop handlede sådan.

Lige nu, sidder jeg i flyvemaskinen på vej hjem. Jeg lagde en tur for dagen hvor endnu et “anfald” overfaldt mig allerede inden vi skulle med bussen til lufthavnen. Jeg skrev til en veninde om hun kunne hjælpe mig. Hun gav mig noget værktøj og jeg prøvede at bruge dem.

Har nogle af jer angst, og må jeg høre hvad der sker med jer, hvor ofte I har det og hvad I gør for at lade det slippe kroppen?

winniebloch_signatur
Older posts