Jeg har konstant præstations angst!

Det kan godt være tingene ser legene let ud på Instagram, og hvis man ikke kender mig. Sandheden er den, at jeg må erkende, dét at være på et socialt medie, nogen gange giver mig mere stress, altså oprigtig stress, og jeg føler at jeg konstant skal præstere. Nogle gange ved jeg faktisk ikke, om det er dét værd, men alligevel kan man ikke rigtig slippe det.

Jeg har altid rodet meget, og har egentlig ikke haft nogen mening eller holdning til det. Ikke engang andres har jeg tænkt over. Det er først idag, når venner eller familie kommenterer på det.

Med årene har jeg lært mig selv meget at kende. Jeg har “opdaget” hvem jeg er, og tog et valg om, at der var nogle ting jeg ikke ønskede skulle være sådan. Tingene var heldigvis lette at arbejde med, når man ønskede det og var bevidst om det, og at det heldigvis kun var mig selv der skulle være med.

I takt med, mit selvværd steg da jeg blev mor, begyndte jeg også stille at kunne arbejde med min generthed. Jeg begyndte også at forstå, at jeg ikke længere kunne bo, som levede jeg i en slagmark. Min interesse for interior kom for 4 år siden, og derefter er det så taget til, men jeg er blevet enormt utryg, og hm…. ved ikke hvilket ord jeg skal bruge, men jeg tror at alle har en negativ holdning til de ting jeg gør. Jeg får stress når nogle bestemte mennesker skal hjem til mig, for hvad mon de ikke tænker. Og jeg kan ikke slippe det! Faktisk slapper jeg aller bedst af med mennesker der er helt nede på jorden, og som SELV tager rod for hvad dét er. For jeg roder stadig, og jeg er elendig til at organisere og holde orden.

Jeg ville ønske jeg kunne tænke “Fuck hvad de tænker, Winnie!” Og så gøre som jeg vil. Men det er som om, at hvis jeg ikke får fuld accept for de ting jeg gør tingene på, måden jeg opdrager på, måden jeg roder på, måden jeg rydder op på, eller hvad end det kunne være, så er det ikke godt nok. Det er enten eller, og sådan hader jeg at føle.

Jeg mødte en dejlig pige på IG der idag er min veninde. Vi bor i samme by. Det er først her 2 år efter at hun har inviteret mig hjem til hende, fordi hun følte hun ikke kunne vise sit hjem til mig pga måden jeg viste mit hjem på, og det bryder jeg mig naturligvis heller ikke om at nogen føler, eller skal føle hvis jeg skal hjem til nogen første gang. Især fordi, at selvom mit hjem er pænt på billeder, så roder der sindsygt meget andre steder – ihverfald udenfor linsen. Og Iøvrigt, boede hun mega dejligt, og i et hus der passede til DEM ❤️

winniebloch_signatur

Nogle gange drømmer jeg mig væk i en verden hvor jeg ikke er mor!


Det er næsten forbudt at sige, men det gør jeg altså. Jeg elsker at være mor, jeg elsker at have hænderne fulde, og jeg ELSKER ikke at vide hvad jeg skal lave, og føle rastløshed når min mand og jeg har børnefri, men alligevel hungrer jeg efter en hverdag hvor det bare er ham og jeg.

img_3232 img_3239 img_3288 img_7442 img_0360 img_0364 29724000_unknown 29989664_unknown

Jeg husker dårligt hvad vi lavede inden vi fik børn. Jeg husker heller ikke at jeg satte specielt meget pris på tilværelsen som kærestepar, udover når vi tog på charterferier til Spanien, og især satte pris på det IKKE var os der havde små børn men i flyveren. Ja, vi var et af de par der tog på familie ferier alene og alligevel rullede øjne af skrigene babyer, og gav desperate svedende forældre blikke fordi de ikke fik deres barn til at tie stille når jeg skulle sove i flyveren, og altså havde været oppe kl 03! Jeg forestillede mig slet ikke hvilken hektisk afgang de har har haft med 1-2-3 børn 😂 Idag er jeg een af de forældre 😁 Jeg har altid psyko diarré, snurrende fingre, og en mega stresset krop over at skulle afsted med “så mange” børn.

Nå, det var jo ikke dét emnet handlede om.

Min mand og jeg har planlagt at vi vil til London i julen – bare ham og jeg. Og F*** jeg glæder mig!

Min svigerinde har endnu ikke børn, og de rejser hele tiden. De dykker og nyder det, og ved de skal gøre det nu. Og jeg misunder dem. Jeg brugte sgu ikke min tid fornuftigt.

Gjorde I? Og hvad ville I ønske I havde gjort anderledes inden I fik børn?

😘

 

 

 

winniebloch_signatur

De sidste minutter… det sidste åndedrag…

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad i min lejlighed i Gentofte. Min mor var kommet på sygehuset igen med vand i lungerne og en masse andre ting. Det var som om ingen fortalte mig sandheden. Alle fortiede deres. Lægerne, familien og ikke mest hende selv. Min mor.

Hun spiste ikke. Som i IKKE. Hun levede kun af øl. Når jeg var derovre (her mener jeg i Esbjerg) fik jeg kuldegys.

Jeg husker opkaldet…….:..:. Min mor var død. 47 år. Hun var død af druk.

Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg ville reagere den dag min mor eller far døde. Jeg smed telefonen fra mig, og røg i gulvet. Jeg hulkede som aldrig før oplevet. Men jeg gik også i chok.

Noget tid forinden havde jeg skrevet hende et brev. Et “alkoholen eller mig” brev. Jeg turde ikke sende det. Jeg var konfliktsky ad helveds til. Hvis jeg bare havde nosser til, bare een gang, at konfrontere hende med hendes alkoholisme. Hun sad i kørestol fordi hun var så tynd. Hun var ligeglad. Ligeglade med sig selv – ligeglad med mig. Og det samme var hendes mor og far, og hendes bror. De døde alle sammen af “druk”. Jeg hader det ord, men det passer. De drak sig ihjel.

Jeg får ondt i sjælen, når jeg ser børn, hvis forældre også kan have trang til dét. Men her dømmer jeg ingen. Jeg taler bare af erfaring.

I dette år, er det 11 år siden hun sov ind i sin hospitalsseng. Hun druknede op indvendig. Jeg fik ikke sagt farvel. Jeg troede ikke hun ville dø, jeg troede bare hun var hypokonder, ligesom hele hendes familie.

Jeg fik aldrig givet hende brevet – tænk hvis hun var stoppet? Tænk hvis mine børn idag havde en mormor og ikke kun en stjerne på himlen ⭐️

winniebloch_signatur

Når familien trænger til at komme væk fra hverdagens strabadser…

Indlægget og opholdet er sponsoreret af lalandia

img_413231073440_unknownimg_4137img_4135img_413331072560_unknown31072752_unknown31073072_unknown31073296_unknown31073808_unknown

I weekenden blev vi sendt til Lalandia, for at afprøve deres nye Kids Area.

Som mange af jer ved, har vi tre børn i alderen 8, 5 og 20 mdr. Lalandia indholder mange aktiviteter til alle aldersgrupper. Vi var rundt omkring mange ting, men faktisk brugt vi meget tid på, bare at opholde os i hytterne. Hytter der i øvrigt giver een følelsen af, at man er på ferie i sverige. Vi lever til dagligt i byggerod, så for os, var det SÅ skønt at vi slet ikke skulle koncentrere os om andet end bare at være en familie samlet uden ROD!

Vi ankom fredag aften, så vi startede med at gå ned i centeret og spise på Bones, hvor der i øvrigt var legeområde på restaurenten.

Lørdag morgen stod vi op, og vi spiste morgenmad, og gik til stranden. Der ligger en store dejlig strand lige ned til den hytte vi boede i. Det var fantastisk at få kvalitets tid, og vi havde vores hund med. Han nød det virkelig også!

Derefter besluttede vi os for, at tage i Monkey Tunky land, så børnene kunne brænde noget krudt af inden frokost. Faktisk koloenormt legeland, hvor Filip og Nikoline nærmest for første gang i deres liv legede sammen. Vi blev selv små børn, min mand og jeg, og og ræsede på rutshe baner med lille Frederik, og mulede med ham i det bløde underlag.

Vi tog pizza med hjem i huset og Frederik fik sig en lille lur. Vi andre slappede af og snakkede. Roen fyldte os og det samme gjorde samtalerne med vores to store børn.

Det største øjeblik kom, da han vågnede og vi for alvor kunne indtage badelandet. Weheeeeeeee!!!

Vi delte os. Jeg tog med Frederik i det nye småbørns område Kids area. Det var fantastisk. Han væltede sig rundt i det varme vand, og det var bare ham og jeg. Ungerne kørte på rutshe baner med farmand, og dagen kunne ingen ende tage, og der var slet ikke timer nok, hvis man spurgte dem. De ville rundt over det hele. I et af bassinerne kommer der bølger som hvis man stod på en strand, det var også et hit at kunne hoppe i bølger. I et af de andre, kunne man svømme ind under et stort vandfald og ind i en grotte. Der var også udendørs arealer med jacuzzi (varmt vand) og med omkringliggende vand der var koldt og med et lille legeområde.

Vi har besluttet os for, at vi skal have sådan en tur hver 3 måned og jeg giver Lalandia  min varmeste anbefaling. Især hvis man ikke har mulighed for at rejse udenlandsk.

Se mere på deres Facebook side 

winniebloch_signatur

Bad mom #1

Vi fik forleden en mail fra Filips klasselære om, at der er tumult blandt drengene i klassen. Filip går i 2, og er 8 år. Han måtte flytte skole for 1 år siden da vi flyttede by.

Han havde en ret svær opstart i klassen, havde svært ved at falde til og skabte mange unødvendige konflikter.

Nå men for at vende tilbage fra denne her mail, så svarer jeg hans lærer, om vi ikke måtte bede om en samtale med dem. Dels for at få lidt af vide om Filips trivsel generelt, men også for at snakke lidt om konflikthåndteringen blandt drengene. Jeg fik et svar om, at de de sidste 3 uger havde skrevet på INTRA!! at man skulle melde sig til samråd. Altså forældresamtaler, og at det var “i aften” skrev hun.

Så sidder man der, fuldstændig tåbelig, og virker som en rigtig oplyst og engageret forælder…. eller ikke. Vi kom selvfølgelig til mødet, men det var faktisk ikke nogen særlig rar oplevelse eller samtale.

Kender I dét, at når man går derfra, så har man følelsen af, at man ikke har magtet sin opgave til fuldest som mor. Ja og far for den sags skyd, men han var ikke med.

Når filip går i skole, så er han i skole. Når han kommer hjem, så har vores hoveder været fyldt op med renovering, arbejde, daglige gøremål, en datter der også lige er startet i skole, overskue intraer osv osv. Vi har fuldstændig lagt hans læring over i deres hænder. Hans penalhus er altid one big mess, men det er MIN opgave at hjælpe ham med at hans ting er spidset, og fylde op med farveblyanter, viskelæder og alt dét som på mystisk vis forsvinder i et lille børne penalhus (?)

Sørge for at han har sine gummistøvler med HVER dag, og selvom vejrudsigten ikke umiddelbart viser regn. Filip er en meget følsom dreng, der tager ting med sig til timerne. Dvs at han også bliver nedslået hvis der ikke er styr på hans ting – MEN DET VIDSTE VI IKKE! 🙁

Vi har været alt for optaget af vores eget shit, og jeg fik simpelthen SÅ dårlig samvittighed! Vi læser ikke nok med ham, men sørger naturligvis for, at hans lektier er lavet.

Så lige forleden dag fik jeg et godt los i numsen. Er det bare mig, eller skal man lige “lære” hvad det egentlig er der forgår i sådan en klasse? Børnene ved alt, vi ved kun det intra fortæller os. Jeg ser det lidt ligesom at blive forældre til sit første barn. Det er første gang for alle, og man skal lige ind i gamet.

 

winniebloch_signatur