Ens mor og far har også brug for at blive spurgt ind til

Jeg ligger her en morgen og funderer over livet. Livet i al almindelighed, men især en vigtigt ting i dét – nemlig at tage det for givet. Tage ens kærlighed for givet men faktisk vigtigst, tage ens forældre for givet!

Een af de ting jeg fortryder og ærger mig over, jeg aldrig fik spurgt MINE forældre om da jeg havde dem, var ordnede “hvordan går det egentlig?” eller “Er du OKAY?”

Vores forældre spørger altid ind til os, men det er som om, at vi altid regner med, og tror at vores forældre er helte og at der aldrig er noget galt hos dem. MIN far tog livet af sig selv, og jeg har på INTET tidspunkt spurgt ham inden han gjorde det, om han var OKAY. Hvis jeg havde gjort dét, havde jeg forhåbentlig fået en større mulighed for at hjælpe, men mest mulighed for at forstå.

Jeg håber I vil tænke over, om I er der nok for jeres forældre mens de er her ♥️

 

winniebloch_signatur

Hvorfor hjælper man ikke et barn i nød?

Reklame.

Mens jeg var barn, gennemgik jeg en svær skolegang. Ikke fordi jeg var rebelsk, jeg var i virkeligheden slet ikke sådan een der snakkede eller svarede lærene imod. Jeg havde bare for meget omkring mig, i min familie, som gjorde at jeg ikke kunne være til stede da jeg gik i skole. Jeg endte i timer hvor jeg fik sær-undervisning, men dette var alligevel til ingen nytte. Min force var heldigvis dansk, men hvis du spørger mig om andre fag, så stod jeg af toget lang tid før, min hjerne begyndte at virke.

Jeg sad til utallige af møder med mine forældre og klasselæren, og de andre lærer, for at finde en løsning på, hvordan vi kunne gøre en skolegang delvist normaliseret for mig. I midten af 9ende klasse tog jeg et valg om, at jeg ville stoppe med at gå i skole, og jeg blev bare væk. Vel at mærke selvom jeg stadig boede hjemme! Mine forældre var skilt, og hvor jeg prøver at huske tilbage på tiden, kan jeg faktisk ikke huske hvorfor ingen forældre greb ind og TVANG mig i skole!

Jeg sidder til mit 2 møde med psykologen, og hun forklarer mig, at min familie formentlig udadtil, havde lignet den perfekte familie. Vi boede i en skøn stor Villa, og mine forældre var flotte, velklædte og velplejede. Min mor havde sin egen frisør salon, og min far var elektronik teknikker hos TDC. I det skjulte, og bag de lukkede døre, så familien bare HELT anderledes ud. Hun forklarede mig, at det var fordi, at min far, forsøgte at pudse facaden op, for alle de revner der var i den, så ingen kunne se, hvilken tilværelse vi havde med masser af druk. HAN var ikke slem, det var mest min mor. Min far tog sig af mig, for hun var oftest fuld når hun kom hjem fra arbejde.

Først her i mine voksenår, og efter jeg talte med psykologen, slog det mig; Er der virkelig INGEN, INGEN, der har vidst hvilke “kår” jeg kom fra? Hvorfor var der ingen der reddede mig? Hvorfor lavede mine lærer ikke dét, man idag ikke ville tøve et sekund med, at lave en indberetning på min familie? Ikke fordi jeg ville ønske en plejefamilie, men veninders forældre, mine forældres venner, NOGEN? Hvorfor var der ingen der hjalp mig?

Jeg besluttede mig derfor for en dag, at skrive til min Dansk lærer. Simpelthen for at høre, hvordan hendes øjnene så, siden hun fik mig i 1 klasse. Det første hun skriver er, at jeg har været hendes dårlige samvittighed lige siden hun lærte mig at kende. Hvordan tror I dét er at få af vide? At HUN (og sikkert flere) har været bevidst om, at DET liv denne lille søde, generte og ydmyge pige levede, var forfærdeligt, men at man ikke hjalp hende?

Jeg ved ikke hvordan mit liv havde set ud den dag idag, hvis der var blevet gjort noget ved dét, men jeg ved til gengæld, at JEG gerne vil være pleje forældre til børn til alkoholikere, når jeg får så store børn, at jeg må dét. Har du selv en forælder, der drikker for meget. Så læs med her

 

winniebloch_signatur

Livets krise….

Jeg føler mig lige nu i en livskrise, og jeg føler at jeg er fastlåst i den og egentlig ikke kan udvikle mig af den. Den måde jeg plejer at håndtere livet på, fungerer ikke for mig længere, og tankerne skaber mere kaos end samling. Nogle af jer, som har fulgt med i flere år, kender til, at jeg er forældreløs. Jeg mistede min mor til alkohol, og en far til selvmord. Jeg har haft en masse sorg inde på livet, og en så stor sorg er naturligvis altid forbundet med en voldsom forandring. Det bliver aldrig det samme igen. Jeg vil selv mene, at jeg er en stærk person, og jeg har i sinde, altid at klare mig igennem tingene selv. Jeg har desværre dén tendens, at jeg er tilbøjelig til at trække mig fra “fællesskabet”, og flytte mit fokus til noget der ikke kræver noget af mig.

Jeg besluttede mig for, for noget tid siden at opsøge en psykolog der kunne hjælpe mig igennem. Jeg var der 2 gange, og hun hjalp mig med at indse nogle ting. Derefter mente jeg, at jeg selv kunne klare resten. Jeg er opvokset med min mor og far i Odense indtil de blev skilt da jeg var 14. Der har været rigtig meget alkohol involveret, svigt og ingen nærvær. Jeg har været meget ensom igennem hele mit liv. Jeg har været genert og indelukket, og ikke troet på mig selv, for hvem fortalte mig nogensinde at jeg var god nok? Ingen har nogensinde vist mig at jeg var elsket.

Jeg føler mig stresset, presset og knust ind til marven, og jeg har svært ved at se mig ud af denne krise. Selvom jeg ved, at jeg skal bruge mine venner og veninder, så kan selv min rationelle tanke ikke få mig til at bede om deres hjælp eller deres tid.

Hverdagen er uoverskuelig. Mine tanker er uoverskuelige, og løsningen er uoverskuelig.

Jeg håber I er med mig, mens jeg arbejder mig ud på den anden side.

winniebloch_signatur

Knivens snit

For 8 år siden, kom min ældste søn til verden ved kejsersnit. Det var, for så vidt, egentlig okay, men til jer der har fået kejsersnit, kender i sikkert også til den (lille) delle der kan komme over skam benet, og nederst på maven, forårsaget af skæv syning eller overflødig hud. Jeg havde ikke gener af det efter ham, og kun en anelse da jeg fødte Nikoline “rigtigt” 2 år senere, men efter jeg fik Frederik for 2 år siden, og min mave var KÆMPE, FIK jeg dén pølse der – uanset hvor meget jeg taber mig – stadig er der. Jeg gemmer den under min trusse, min bikini eller i det hele taget bare prøver at gemme den. Men den er der, om jeg vil det eller ej.

Mit selvværd er i bunden, og jeg kan ikke leve med, at jeg som 33 årig, føler mig hemmet af andet der ikke skyldes almindelig overvægt.

Jeg har derfor besluttet, at jeg vil have gjort noget ved det. Ikke for andres skyld, men for min egen.

Jeg har bestilt tid hos Nygart den 4 april, til en forundersøgelse. Jeg vil gerne have strammet mit maveskind op – det man også kalder “maveplastik”, og få fjernet den pølse, og jeg har i sinde at gøre det. Jeg skal ikke have flere børn, og jeg er stadig ung.

Jeg ved godt man enten er for eller imod plastik kirurgi. Jeg gør det ikke for, at andre skal beundres af mig, men udelukkende for mig selv og mit selvværd, og så jeg kan beundre mig selv ❤️

 

 

winniebloch_signatur

Angst for at miste…. eller?

Forleden dag, kom en person der er mig meget nær, akut på sygehuset med brystgener om aftenen, og blev hentet med ambulance. Den respektive har en partner, og idet jeg snakker med personen (partneren) der tager det overraskende roligt og er derhjemme, blev jeg grebet af en ekstremt underlig følelse. Vi alle sammen ved, at ting kan ske rigtig hurtigt, og det er næsten ligegyldigt hvad alder man har. Da vi ligger på, bryder jeg sammen, selvom det i virkeligheden skulle have været en vis anden person der burde gøre det, men jeg blev ramt af en kæmpe angst for at miste igen.

Een ting er, at man er bange for at miste i generelthed, men jeg kunne nærmest mærke i min egen krop, hvordan jeg havde det da jeg mistede mine forældre, og mest, hvordan nogle personer ville reagere hvis (og når) denne person går bort. Det er en person der er meget elsket og som ikke kan undværes, og som vil skabe et kæmpe hul – både i vores hjerte men også i vores liv og hverdag – men på en måde, blev jeg lettet. Det er underligt at sige. Ikke lettet over “den person” men lettet over, at mine forældre jo ER døde, og jeg slipper for frygten for, at DE engang gør det. Er det en underlig tanke? Er der andre der kan tænke som jeg gør?

Personen er kommet hjem igen, og alt er OK ❤️ 

winniebloch_signatur